Min kære søn…Jeg har brug for at skrive dette brev til dig, uanset hvordan du tager imod det. Det er et forsøg på at sige nogle ting til dig, som jeg vil have, at du skal vide. Mange år er gået, siden jeg begyndte at drikke for meget. Først nu begynder jeg at se, hvad det har betydet for min evne til at være far og dermed, hvad mit misbrug har betydet for dig. Langsomt blev jeg mere og mere optaget af mig selv og mindre og mindre optaget af dig og dine behov. Jeg blev fraværende, om ikke fysisk, så følelsesmæssigt. På den måde, og sikkert på mange andre, har jeg svigtet dig. Det er jeg oprigtigt ked af og jeg ville gøre meget for at kunne gøre det om. Men det kan jeg ikke. Jeg må leve med det og jeg ved at du må leve med det. De ting, jeg har gjort og meget af det, jeg ikke har gjort må for dig have givet mest mening, hvis jeg ikke elskede dig. Eller for at stille det op på en anden måde: hvordan kunne jeg handle, som jeg gjorde, hvis jeg elskede dig? For det giver ikke rigtig mening at vælge flasken frem for sin søn, hvis man elsker ham. Jeg vil gerne fortælle dig, hvordan jeg i dag ser mit alkoholmisbrug og min afhængighed. Der er ingen undskyldning deri, kun lidt mere forståelse for det, som er så uforståeligt. Hvordan man går fra at være storforbruger af alkohol til at være afhængig af det ved jeg ikke. Det skete for mig stille og roligt, men det skete. Hele vejen igennem havde jeg travlt med at bilde først og fremmest mig selv og senere andre ind, at jeg havde fuld kontrol over det. Ingen problemer med alkohol. Kun andre problemer, som ind imellem gjorde, at jeg drak rigeligt….men som sagt, ingen reelle problemer med alkohol. Jeg løj for mig selv og senere begyndte jeg at lyve for dig. Jeg fornægtede kendsgerninger, der var åbenlyse og jeg fornægtede de følelser, jeg havde: min skam, min skyld, min sorg og meget mere. Senere fornægtede jeg din virkelighed og dine følelser. Begge dele ville afsløre mit selvbedrag, hvis det kom for dagen. Når man først er blevet afhængig er der en del af ens person, som har det sådan med alkohol, at man må ha` det og at man ikke kan undvære det. Lad os bare kalde det alkoholikeren i mig. Den sagde uophørligt: ”jeg må ha` det og jeg kan ikke undvære det.” |
|||||||||||
